Yngre dag for dag
Ja så føler jeg mig næsten selvom det faktisk er lige omvendt. Mine led har det bedre og bedre for hver dag der går, så min mand og jeg er begyndt at blive lidt bekymret om det ender med at jeg er 17 år igen. Pjat, men alligevel. Nu er min krop ved at føles som en 50-årigs og det er et stort fremskridt i forhold til de 200-år den føltes forleden.
Det er idag min fødselsdag og selvom jeg bliver 38 så er det en dag jeg glæder mig til hver gang. Mine forældre og Dans bror og svigerinde kommer til lagkage og senere ost og hvidvin. En lidt stille fejring, men det er bare dejligt og så kommer venner og resten i marts når vinterferierne for alle børnefamilierne er overstået.
Som jeg skrev forleden fik jeg lækre strikkepinde af Julie, og de er fantastiske at strikke med.
og her til morgen har jeg af min søde mand fået et gavebevis på en Kitchen-aid foodprocessor ( jo det var virkelig et ønske) og så Marianne Isagers bog: Inka Uhmmmm.
Solen skinner og det er dejlig koldt sådan skal det helst være på min dag og meget gerne masser af sne. Det plejer jeg faktisk altid at ønske mig i gave, men i år var jeg lidt mere realistisk. Alligevel ligger der lidt hvidt her og der. Dagen jeg blev født på i 69 var en meget snerig dag, det er nok derfor jeg stadig er vild med sne. Har aldrig prøvet at få sne nok.
Jeg synes at sne skaber en helt fortryllende verden og nogen af mine mest romantiske oplevelser ( heldigvis oplevet sammen med ham den eneste ene) har været med sne omkring. Lige nu tænker jeg meget på en juleferie hvor der lå en masse sne og vi gik tur i fuldmåneskin sent om natten her langt ude på landet. Det er lyst, totalt stille og kun sneen knitrede under vores fødder. Vi gik ad egne veje og stier, skabte vores lille nye verden og bagefter var det også dejligt at komme hjem i en varm seng. Ikke flere detajler.
De 2 indsatte billeder er fra en tur jeg var på i Grønland for 4 år siden. Det er jo virkelig drømmeland for en sne-freak som mig. Nogle steder ligner is-bræen Snedronningens slot.
2 kommentarer:
Kære Dorthe.
Hjertelig tillykke med fødselsdagen og alt godt i dit nye år. Otteogtredive år er ingen alder ;-) Heldigvis får du familiegæster på selve dagen, og bliver dermed fejret med manerer. Forhåbentlig bliver det en hyggelig dag og gerne med en overfyldt mave, en god snak og endnu flere gaver.
Hav´ en rigtig god fødselsdag !!
Kærlig hilsen og knus fra Anne.
Tillykke med fødselsdagen Dorthe, kan lige nå et hurtigt tillykke inden sengetid.
Er glad for at du har det bedre, håber du har og har haft en dejlig dag, glæder mig til at se dig på tirsdag.
Knus
Line
Send en kommentar